Min fødselsberetning – en fødsel midt under coronakrisen

Kl. 04.15 – 1 min. efter Oscars ankomst. Glad, lettet og lykkelig.

40 fulde uger. Tænk engang at jeg fik lov til, at være gravid i så lang tid denne gang. Det havde jeg aldrig troet. De af jer, der har fulgt mig på instagram, ved at min graviditet ikke har været helt nem. Det startede ud med en blindtarmsbetændelse i uge 9 og  slemme menstrautionslignende smerter og plukveer fra uge 20-25ish. Det resulterede i et par ekstra besøg på fødemodtagelsen, for at tjekke op på at min livmoderhals ikke forkortede sig. Heldigvis var den fin, men det betød også at jeg var sengeliggende fra uge 25-37, hvilket er pænt mange uger at bruge på sofaen. Jeg har flere gange følt, at nu var jeg ved at føde, men heldigvis hørte han efter sin mor og blev inde i hulen i 40 fulde uger.

Som min terminsdato nærmede sig, blev flere og flere ramt af corona, som så fint bliver kaldt COVID-19. I og med at jeg bare tullede rundt derhjemme, havde jeg alverdens tid til at læse nyheder. Jeg brugte utrolig meget energi på at tænke over virussen. Den gjorde mig nervøs. Jeg frygtede at Robin skulle rammes, så han ikke kunne deltage i fødslen, eller at jeg selv blev ramt, så fødslen skulle foregå i isolation. Men den allerstørste frygt var selvfølgelig, at min baby skulle rammes – og frygten sidder stadigvæk i mig! Men nu til sagen.

Læs også: Min fødselsberetning (med Charlie)

Som dagene gik, kunne jeg mærke at min krop var meget længere fra end fødslen end da jeg var gravid i uge 35. Pludselig kunne jeg alt uden at få plukveer og menstruationssmerter. Det var egentlig ret rart, at prøve at være gravid uden gener for en stund, så jeg nåede faktisk at nyde de sidste 14 dage, selvom det var mærkeligt at gå i den venteposition. Terminsdagen kom. 40+0!! Hvem havde troet det?? Jeg var til rutinetjek hos jordemoderen, som også var noget overrasket over at se mig. Jeg fik hende til at mærke om der var livmoderhals tilbage, og det var der. Faktisk hele 1,5 cm tilbage, men jeg var en lille finger åben.  Jeg fik en ny tid til ugen efter, men blev enige om at jeg meget gerne skulle have født inden. Jeg var lidt ærgerlig over at have livmoderhals tilbage, for jeg havde virkelig regnet med at den var væk. Jeg var en smule rastløs da jeg kom hjem, så jeg besluttede mig for at støvsuge og vaske gulv. Flere af jer skrev til mig, at deres vand var gået nogle timer efter støvsugning eller gulvvask. Jeg skrev tilbage, at jeg også håbede det skete for mig.

Klokken blev 19 og vores Statsminister skulle holde endnu et pressemøde. Robin og jeg lå på sofaen, og jeg havde givet ham besked på, at trykke mig lidt på fødderne og benene i håb om, at det ville sætte noget i gang. Klokken blev 20 og Dronningen gik på skærmen. I slutningen af hendes tale synes jeg, at jeg kunne mærke at der skete lidt i mit underliv. Men eftersom jeg havde haft 1 million plukveer gennem graviditeten var det svært at vurdere, om det bare var endnu en omgang af dem. Jeg øvede min laboro vejrtrækning, og Robin spurgte om det bare var “for sjov” jeg trak vejret sådan. Jeg måtte sige, at jeg faktisk var lidt i tvivl om det var noget. Da klokken nærmede sig 22 ringede jeg til fødemodtagelsen. Jeg sagde som det var, at jeg troede der var noget igang, men at jeg ikke var sikker på det, for det nev bare lidt. Eftersom jegh avde haft en hurtig første fødsel, sagde de at vi bare kunne komme ind, men at vi ikke behøvede at skynde os. Vi fik ringet efter Robins søster, som skulle være hos Charlie imens. Det var oprindeligt mine forældre, som skulle være kommet, men corona ødelagde desværre de planer for os. Heldigvis havde Robins søster været “isoleret fra omverdenen” i et godt stykke tid, så det var helt perfekt at hun kunne træde til.

^Lige ankommet til Hvidovre. 3 cm åben. Jeg gik frivilligt rundt, fordi jeg var bange for at veerne skulle gå i sig selv.

Turen til Hvidovre var god. Jeg tror måske max. der var 1-2 veer på vejen, og de gjorde ikke rigtig ondt, så jeg forberedte mig på, at vi blev sendt hjem igen. Klokken var omkring 23ish da vi ramte parkeringskælderen. Aldrig har jeg set så få biler, der var helt øde. Vi gik op mod fødemodtagelsen, og tog lige et enkelt billede foran, mest for sjov, for vi var ret sikre på at blive sendt hjem igen. Vi blev mødt af et par søde jordemødre på en tom fødemodtagelse. Vi blev straks vist ind på en stue, hvor jeg kunne blive tjekket. De kørte ikke CTG da jeg var indefor termin og mærkede godt med liv. Hun mærkede mig indvendigt og kunne konstatere at min livmoderhals var long gone, og at jeg var 3 cm. åben. Hun ville ikke sende mig hjem, da hun vidste hvor stærkt det var gået første gang, så vi fik lov til at blive på fødemodtagelsen med beskeden om at vi lige kunne se tiden an. Jeg var rimelig høj over allerede at være så meget åben uden at have haft ondt. Omvendt var jeg også lidt bekymret for om mine veer nu ville gå i sig selv. Jeg gik derfor lidt rundt ude på gangen, og kunne ikke rigtig finde ro, Jeg prøvede at sende en masse positiv energi afsted til lillebror og visualisere hvordan jeg åbnede mig, hver gang jeg fik en ve. Efter en halv times tid kom jordemoderen tilbage og spurgte om jeg ville have hospitalstøj på og et lavment. Jeg takkede pænt ja til begge. Efter en times tid kom jordemoderen endnu engang ind og tjekkede til mig. Jeg var nu 5-6 cm åben, hvilket betød at jeg kunne få en fødestue. På Hvidovre skal man selv gå fra fødemodtagelsen til fødestuen (hvis man kan selvfølgelig). Jeg aner ikke hvor langt der er, måske 100 m? Anyway så var det en ganske fin gåtur derned. Jeg kunne sagtens gå og havde en enkelt ve på vejen. Den var til at holde ud, så ingen panik som ved første fødsel.

Jeg fik lov til, at skifte tøj på modtagelsen. Under fødslen med Charlie nåede jeg det aldrig, så det var dejligt at prøve det også ;)

Jeg kom ind på den hyggeligste fødestue med dæmpet lys, lyskæder og et gigantisk badekar. Jeg var desværre ikke egnet til fødeklinikken, grundet familiehistorikken med min kusine der desværre gik bort i slutningen af sin graviditet. Men fødestuen var bestemt godkendt! Jeg lagde mig til rette i sengen, da jeg fra sidst havde ret god erfaring med at tage veerne liggende på siden. Der kom et par veer hist og her, ikke noget voldsomt, men de var der. Pludselig kunne jeg mærke én slem ve og plask… Så var der vådt ud over det hele. Lige efter kunne jeg mærke det presse på, og rigtig nok var jeg 10 cm åben. For første gang under fødslen følte jeg mig sådan rigtig presset. Og endelig fik go for at presse med. Overgansfasen og pressefasen er for mig det hårdeste ved en fødsel, men jeg følte mig langt mere med i denne fødsel i forhold til sidst. Selvom jeg følte at alt gik i stykker på mig, pressede jeg alt hvad jeg kunne (og jeg forblev hel. Juhuu) Efter en 20-30 min. med presseveer, fik jeg den dejligste lille baby op på mit bryst efter 2,5 time i aktiv fødsel. Jeg var lettet og lykkelig. Endelig var han der, og han var helt perfekt – 3640 g og 52 cm. Velkommen til Oscar, jeg vil for altid passe på dig. Tak fordi du valgte mig som din mor, jeg elsker dig!

 

I kan følge vores hverdag på instagram @cecilie_lange