Min fødselsberetning

Jeg har været meget i tvivl om jeg ville dele min fødselsberetning med jer. Egentlig synes jeg at det er et utrolig privat emne, men på den anden side er en fødsel jo det mest naturlige i verden, og jeg nyder selv at læse andres fødselsberetninger. Da jeg selv skulle forberede mig på fødslen, brugte jeg faktisk en del tid på at læse fødselsberetninger. Der var både drømmefødsler og skrækhistorier. Men det skræmte mig egentlig aldrig, for jeg var god til kun at fokusere på de gode historie.

Læs også: Kærlighedsbaby på vej

Hvis vi spoler tiden et fem måneder tilbage, fik jeg at vide at jeg muligvis ikke kunne få lov til at føde vaginalt grundet tidligere familiehistorik. I mange måneder gik jeg derfor og forberedte mig på et planlagt kejsersnit, selvom jeg allerhelst ville føde vaginalt. Det var ikke alle, som kunne forstå hvorfor jeg gerne ville udsætte mig selv for den smerte, når nu de ligefrem tilbød mig et planlagt kejsersnit. Men jeg synes altså at det er noget smukt over, at baby selv vælger sin fødselsdag og at han/hun selv får lov til at kæmpe sig ud. Derudover er jeg helt sikker på, at det i langt de fleste tilfælde er det sundeste både for babyen og moren. Men for at vende tilbage til historien, så gik der mange måneder hvor lægerne skulle konferere min sag. Heldigvis endte det med, at de anbefalede mig en vaginal fødsel!

Læs også: Planlagt kejsersnit?

De mange måneders ventetid betød også at jeg aldrig fik booket mig ind til noget fødselsforberedelse. For ærligt, så gad jeg ikke betale mange tusinde kroner hvis jeg alligevel skulle have et planlagt kejsersnit. Derfor valgte jeg den “billige” løsning.. Jeg købte bogen “Smertefri Fødsel”, og den skuffede bestemt IKKE. Faktisk vil jeg våge at påstå, at de øvelser fra bogen er medskyldig til at min åbningsfase var så “nem”. Jeg må dog erkende, at jeg ikke var helt så god til at lave øvelserne dagligt. Men det gik jo heldigvis fint alligevel ;-)

Allerede et par måneder inden jeg fødte, var jeg plaget af slemme plukveer. Vi snakker 50-60 stykker om dagen! Jeg fik derfor besked på at skrue ned for unødvendig aktivitet såsom træning osv. for at undgå for tidlig fødsel. I midten af oktober begyndte jeg at få menstruationslignende smerter og en fødselslæge beordrede mig sengeliggende, da det muligvis var modningsveer. Jeg endte med at sygemelde mig én uge før jeg skulle gå på barsel, så jeg ikke risikerede noget, hvilket jo viser jeg at det var den helt rigtige beslutning ;-)

Læs også: Sengeliggende 

Det hele startede onsdag d. 8. november. Jeg var i den grad plaget af plukveer og en baby, der lå meget dybt. Jeg havde dog en masse ting, som jeg gerne ville ordne inden ham den skulle ud. Jeg fik derfor cyklet rundt og hentet babypakker og lidt andre praktiske ting. Ellers brugte jeg bare det meste af dagen på sofaen med Netflix. Da Robin kom hjem fra arbejde om aftenen, nævnte jeg at det var længe siden han havde snakket til sin søn i maven. Han kyssede min mave sagde “Charlie, kom snart ud til far” og så gik han ellers op til sin computer og arbejdede lidt. I mellemtiden ringede min mor og søster fra New York, som gerne ville vide hvilke sneakers de skulle købe med hjem til Charlie. Efter jeg havde snakket med dem bad jeg Robin give mig lidt nakke massage. Da vi lå i sofaen mærkede jeg pludselig et smæld i underlivet. Det føltes virkelig mærkeligt, en følelse jeg ikke havde prøvet før. Jeg skyndte mig ud på toilettet med Robin i hælene, som ikke kunne forstå hvad jeg havde gang i. “Jeg tror mit vand er gået” var det eneste jeg kunne sige. Han troede ikke rigtig på mig, ligeindtil jeg smed bukserne. Det kom i doser. Altså ikke med et stort plask, mere som om man sjattissede. Dér gik det op for mig, at jeg skulle føde min søn indenfor 24 timer. Jeg må indrømme at jeg gik en lille smule i panik, da jeg ikke havde forventet det allerede. Robin fik snakket mig til ro, og mens jeg tog et bad ringede han til fødegangen for at høre hvordan vi skulle forholde os. De bad os komme ind, så de kunne undersøge mig nærmere. Jeg havde ingen veer på det tidspunkt, men jeg fik alligevel pakket en hospitalstaske just in case de nu ville beholde os (Til alle jer gravide derude, PAK JERES TASKE I GOD TID ;-)) Inden vi kørte mod Hvidovre ringede jeg også lige til min mor og søster for, at fortælle at de godt kunne tage at næste fly mod København, for nu var det altså nu. Jeg kan allerede afslører at de nåede at lande i Kastrup Lufthavn et par timer før han blev født ;-)

Da vi ankom til Hvidovre blev jeg undersøgt, og de kunne bekræfte at det rigtig nok var fostervandet som var gået. Desværre havde jeg stadigvæk 1 cm livmoderhals tilbage og jeg var ikke rigtig åben, så vi blev sendt hjem med beskeden om at komme tilbage næste morgen kl. 9 hvis ikke der var sket mere. Frygten for at jeg ikke fik veer og derfor skulle sættes igang skræmte mig, men jeg valgte at have et positivt mindset og håbe på det bedste. På vejen hjem kørte vi i Netto for, at købe lidt snacks og hurtige kulhydrater til fødslen. Det var lidt mærkeligt at gå rundt i Netto med fostervand sivende ud og vide, at man var på vej i fødsel.

Da vi kom hjem var det så småt begyndt at smånive lidt i underlivet. Jeg vil ikke kalde det veer, nok nærmere menstruationssmerter. Jeg gik direkte i seng, da jeg havde på fornemmelsen at der ville ske noget snart. Rigtig nok vågnede jeg omkring midnat med milde veer. Selvom de ikke var særlig stærke brugte jeg vejrtrækningen fra Smertefri Fødsel, for at forberede mig på de veer jeg gik i møde. To timer senere var veerne taget til, og vi kørte igen mod Hvidovre Hospital i håb om at jeg var åbnet nok til at måtte blive der. Desværre var jeg kun åbnet 3 cm, men de kunne se at han lå og pressede på, så jeg fik lov til at blive – dog kun på fødemodtagelsen. Jeg synes hurtigt at veerne tog til og et par timer senere bad jeg dem tjekke mig igen, så jeg kunne få en fødestue. Det viste sig at jeg allerede havde åbnet mig 6 cm. På dette tidspunkt havde jeg håndteret veerne virkelig godt, så jeg var rimelig overrasket over at jeg allerede havde åbnet mig så meget. Desværre skulle vi lige vente på at en jordemoder fra fødegangen kom og hentede mig, og da hun endelig kom en halv time senere var veerne blevet kraftige. Jeg skulle selv gå 50 meter ned til fødestuen, men for hvert skridt jeg tog kom der en ny ve (de kalder det vidst vestorm) Og da vi nærmere os fødestuen kunne jeg mærke pressetrangen. På en lille time havde jeg åbnet mig fra 6-10 cm hvilket betød at jeg kun lige nåede op på fødelejet førend jeg skulle starte med at presse. Jordemoderen sagde at der kun var en halv time til vagtskifte, så om ikke Charlie skulle nå at have fødselsdag inden.

Desværre havde jeg rigtig svært ved at finde en god presseteknik, og jeg var nok en lille smule “bange” for at jeg skulle sprække og skide (for ja, det føltes virkelig sådan!!) Det resulterede i at jeg ikke nåede at få ham ud inden vagtskiftet. Det tog mig mange presseveer og forskellige stillinger at finde den helt rigtige teknik. Jeg kan stadigvæk høre mig selv sige “Fy forhelvede! Det gør sgu ondt”. haha! Personligt synes jeg at pressefasen var hårdt! Langt hårdere end åbningsfasen. Men ud kom den smukkeste babydreng, torsdag d. 9. November kl. 09.38 efter 5,5 time i aktiv fødsel og jeg tog selv imod ham. Ligeså snart han blev lagt på mit bryst skreg han og tissede ud over det hele. Han var helt perfekt. Jeg glemmer aldrig den oplevelse, det var for vildt! Farmand græd og jeg kneb også en lille tåre. Det er den mest syret oplevelse jeg nogensinde har haft, og jeg gør det gerne igen!

Vi lå et par timer på fødegangen, hvor jeg fødte moderkagen og blev tjekket for bristninger osv. Heldigvis var der ikke sket noget og alt gik lige efter bogen. Jeg var lettet og stolt. Tænk engang at jeg havde haft så god en fødsel helt uden smertestillende. Det kan man vidst kalde en drømmefødsel også selvom han allerede blev født i 36+5, hvilket er en lille måned for tidligt!

Læs også: Min krop 5 dage efter fødslen